Jeg har læst en fabelagtig god bog – “Gør ikke skade” – med fortællinger om livet, døden og lægekunsten. Skrevet af den engelske neurokirurg Henry Marsh. Det er en spændende, oprigtigt ærlig og til tider barsk bog.
Jeg har læst den for flere år siden. Den gjorde et stort indtryk på mig og satte ord på noget, der er blevet vigtigt for mig – med alderen og det arbejde jeg nu laver som konsulent og coach i Lægens Stol.
De dilemmaer og svære situationer han står i som neurokirurg, bliver beskrevet med nerve. Med lægeligt og menneskeligt stort engagement.
”Det bedste er, hvis vi er kirurger, at patienter glemmer alt om os, når operationen er overstået, og måske slet ikke tænker over, at der altid er en risiko…”
Det sker hver dag, for os som læger, uanset om vi er neurokirurger eller øre-næse-halskirurger – at patienter tager det helt naturligt at operationen lykkedes, uden komplikationer
De gode historier er vigtige at minde sig selv og hinanden om.
Med alderen ændrer vi selvforståelse og opfattelse tror jeg – og det beskriver Henry Marsh godt:
”Da jeg var ung læge, var det nemt at føle sympati for patienterne, i og med jeg ikke var ansvarlig for hvad der skete med dem.. altså på den neurokirurgiske afdeling.
Men med ansvar følger også frygt for fiasko. Patienter bliver kilde til lejlighedsvis stolthed over en succes – men også til ængstelse og stress.
Jeg blev hærdet på den måde læger er nødt til at blive hærdet på, og kom til at betragte patienter som en fuldstændig anden race end de altdominerende, usårlige unge læger som jeg selv.
Nu hvor jeg nærmer mig afslutningen på min karriere, er denne distance begyndt at falme. Jeg er ikke nær så bange for fiasko – jeg er nået frem til at acceptere den og føle mig mindre truet af den, og har forhåbentlig taget ved lære af de fejltagelser jeg tidligere har begået.
Jeg kan godt vove at være knap så distanceret.
Desuden kan jeg i min fremskredne alder ikke længere benægte at jeg er skabt af samme kød og blod som mine patienter, og at jeg er lige så sårbar.
Derfor føler jeg nu også en dybere medfølelse med dem end tidligere – og jeg er godt klar over at jeg før eller senere vil jeg også selv ligesom dem være bundet til en seng på en tæt belagt hospitalsstue og frygte for mit liv…”
Henry Marsh, neurokirurg
Desto tidligere vi som læger kommer til den erkendelse om vores livsvilkår, desto bedre for os som læger og for vores patienter.
Læger er helt almindelige mennesker – noget, som måske falder nogle svært at indse og måske indrømme. Men kan vi, giver det både frihed og taknemlighed.
At finde ind til de værdier, der er vigtige for den enkelte pressede læge – og som vi måske har fælles med vores patienter – er det jeg arbejder med. Fordi det er vejen til at finde mod og mening med at blive i lægefaget i mange år.
Og opleve endnu flere gode historier… både i vores egne og patienters liv.
Det er muligt at rykke fra stresset hverdag – til at arbejde som hel læge uden at vores patienter ender med bare at være et nummer i rækken.
