Gråd og sammenbrud – det er hverdag for sygeplejersker.
Gråd og sammenbrud foran kollegaer og ledere er altid et nødråb.
Det er grænseoverskridende, at blotte sig – når dråben, får bægeret til at flyde over.
Det er desværre hverdagen for nogle af de sygeplejersker, der arbejder med corona-patienter. Og det er ikke så få. Det skal tilføjes, at før corona-tiden, var det OGSÅ hverdag for stressede og pressede sygeplejersker. De aktuelle udfordringer i sundhedsvæsenet, har selvfølgelig forværret situationen.
Line Schnoor, der har medvirket i en videodagbog fra Århus Universitetsafdelingen, fortæller om, hvordan hverdagen har været for hende på infektionsmedicinsk afdeling.
Det er helt hudløst og ærligt, og en førstehåndsberetning fra en ung sygeplejerske, der har empati, og ønsker at gøre en forskel.
Det gør stort indtryk.
Corona-træthed
At være corona træt – er fysisk træthed pga. ekstra arbejde, ekstra vagter, nyt samarbejde med kollegaer, der er lynoplært. Det er at sove dårligt om natten, fordi hverdagen er utryg.
Kan jeg klare arbejdet – og hvordan udvikler det sig? Hvad med mit privatliv – mit ægteskab og mine børn.
Bliver jeg syg og giver jeg smitten videre?
Det er også den mentale belastning – at opleve den faglige og sygeplejemæssige usikkerhed (ikke at være vant til denne type patienter) og utilstrækkelighed, fordi travlheden gør, at det ikke altid er muligt at koncentrere sig om een patient af gangen, uden at have dårlig samvittighed overfor de der ringer, som ikke kan få hjælp her og nu.
At være i undtagelses-tilstand
Det er en så udfordrende hverdag mange sygeplejersker bydes. For de, der ikke kender til sygehusvæsen indefra, er det nok svært at forestille sig. Line fortæller om, hvordan hun må finde et kontor og græde, når det bliver for meget. Når vi som behandlere mærker, at her går min grænse. Hertil og ikke mere. Jeg kan ikke mere. Jeg må lige gå for mig selv, og græde. Det er en situation jeg genkender fra andre pressede kollegaer- og fra mit eget lægeliv.
Når først vi kommer dertil, går der ofte ikke så lang tid, før en situation udløser et sammenbrud overfor kollegaer eller ledere – og så sendes vi hjem fra arbejde. Som Line, der møder ugen efter til to nattevagter!
Det er kulminationen på en belastning, en presset hverdag, hvor der ikke er tid til sig selv. Ikke tid til at “trække vejret”, tid til frokostpause og toiletbesøg, som hun fortæller.
Hvad med fremtiden?
Som 24-årig kan Line ikke forestille sig 2 mdr. mere på samme måde. (Se hende her hos DR1)
Det er uoverskueligt. 2 mdr…
Der er brug for Line og tusindvis af andre i mange år frem i tiden.
Det er så vigtigt, at de ikke bliver bremset i deres ønsker og drømme for deres virke. At de ikke bliver skræmt og får “sår på sjælen” af det de oplever.
At de ikke går ned med angst, stress og depression. Må forlade faget og måske søge førtidspension.
De har brug for anerkendelse og støtte – og mærker, at deres indsats ses og belønnes.
Hvad kan du gøre?
For dig, der mærker på din krop, at du kører på de sidste reserver.
At batteriet er ved at være helt afladt.
Som føler, at du er “tyndslidt” og ikke kan overskue den nærmeste fremtid. Hverken på arbejdet eller i dit privatliv.
Det er så vigtigt, at du vælger at have opmærksomhed på det, der er livsvigtigt for din trivsel. Det kan være små vaner, hvor du har fokus på din selvomsorg.
Ellers kan du ikke hjælpe andre.
Du er altid velkommen til at skrive til mig, og bede om en fortrolig, nærværende kollegial samtale, og finde ind til det vigtigste for dig.
Det fortjener du!
Få en gratis samtale hvis der er plads.
Her kan du søge om gratis plads
