Fra tid til anden dukker omtale af meningit tilfælde op i dagpressen
Også nu, i en 4-årig gammel sag, hvor en læge anklages for grov forsømmelse, da en rask dreng på 16 år dør af meningokok-meningitis.
Det er ikke mit ærinde, at forholde mig til – eller at kommentere på sagen, som er tragisk for alle parter.
Det er ubærligt for de pårørende.
I mit indlæg, ønsker jeg heller ikke at ”vaske hænder” eller fralægge os ansvaret som læger.
Jeg har fået fortalt en historie af en yngre læge, som jeg ikke kan ryste af mig.
Det vender jeg tilbage til. Det er den konkrete anledning til dette indlæg.
De akutte tilstande…
Vi ved fra vi er helt unge medicinstuderende, og som yngre læger, der starter på vores første vagt.
At der er nogle ”akutte medicinske tilstande” vi skal kunne på rygmarven, eller også har vi i lommen den bog eller de apps , der fortæller hvordan vi skal – og som vi meget hurtigt kan slå op i – for her kan minutter
betyde forskel mellem liv og død.
Vi ved at vi skal reagere- helst reflektorisk på lungeødem, blodprop i hjertet mv. og måske allermest på meningokok meningitis, fordi den udvikler sig så rasende hurtigt og at den ubehandlet er dødelig i 50-100 pct
Og rammer børn og raske unge mennesker.
Så det er hvad vi er fyldt op af …. I hovedet og i lommerne…
Det ved den kvindelige læge også, som jeg har talt med – og som på et hospital modtager en patient på mistanke om meningitis. Hun har den dag ikke hjælp på stuen fra en sygeplejerske, der normalt assisterer.
Det er klart stressende i den meget alvorlige situation, ikke at have hjælp til at slå navn op i edb-systemet, udprinte label, samtidig med at hun foretage en lumbalpunktur…
Det ender heldigvis ikke med dødsfald eller klage over lægefejl.
Jeg spurgte lægen: Hvad nu hvis det var gået galt, og forsinkelsen betød, at patienten ikke nåede at få rettidig behandling ? Ja lige præcis… så var det nok mig, det var faldet tilbage på. Og det er bare så stressende og uhyggeligt at tænke på.
Det er jo helt urimelige forhold at arbejde under.
Lad os nu tænke os, at det ikke var endt som det gjorde.
… hvem har så ansvaret har jeg lyst til at spørge – (og mit svar er …. I dette tilfælde er det IKKE lægens)
Jeg ved at denne episode, har gjort stort indtryk på lægen, for hun har mærket usikkerhed og angst for at leve fejl, og ikke nå at få stillet diagnosen så hurtigt, at behandling kunne iværkættes.
Lægen har mærket en stor sårbarhed, og angst for anklager om ikke at levere den optimale behandling.
Hun vidste godt hvad der skulle til – og gjorde det godt og korrekt – under nogle helt urimelige betingelser.
Og jeg vil tilføje: helt uacceptabelt.
Da mit fokus er at hjælpe pressede og stressede læger i deres hverdag – finder jeg det vigtigt, at det alvorlige emne også belyses fra denne vinkel.
Det er jo i alles interesse at modtagelsen, diagnostikken og behandlingen af disse akutte patienter – foregår så hurtigt, professionelt, trygt og sikkert som muligt
