Kan stress blandt læger og sygeplejersker minimeres, så vi ikke får italienske tilstande?
Det afhænger både af, hvad der sker i befolkningen og blandt de sundhedsprofessionelle.
Når vi læser om tilstanden på de nord italienske hospitaler, som i på mange måder både kan identificere og sammenligne os med – gør det naturligt nok stort indtryk.
Det er hjerteskærende beretninger fra dem, der nu i mange uger– og måneder, har arbejdet på at begrænse tabene efter corona virus pandemien.
Befolkningen i de særligt ramte byer som fex. Bergamo, har ikke overskud til at synge eller spille fra altanerne. De bærer alle tabet i sig, som en italiensk intensiv læge udtaler sig.
I andre ikke så ramte byer, gøres der mange forsøg på at samle mennesker – uden at mødes.
EN HELT NY HVERDAG, både indenfor og udenfor
Den store usikkerhed, som Corona virus har affødt i hele verden, påvirker os alle.
Og hverdagen er ikke som den plejer at være – og bliver det måske heller ikke. Så store ændringer i vores samfundsliv og infrastruktur, levevis – vil vi aldrig glemme.
Uanset om vi er raske, smittede eller syge.
Alle taler om det vi er fælles om lige nu…
For nogle er pandemien rykket helt tæt på i dagligdagen på sygehuse, på plejehjem og hos de ældre i hjemmene.
Vi har fået advarsler fra italienske læger, om hvor slemt det kan gå, og hvad der måske venter os.
Alle håber at vi har hindret den værste smittespredning, så vi undgår det italienske scenario.
Det er op til befolkningen, hvordan det udvikler sig…
Der er på de SoMe opslag fra læger og sygeplejersker, der beder om at vi forstå alvoren, og på den måde hjælper dem, der arbejder hårdt og presset lige nu på sygehusene.
De beretninger fra læger og sygeplejersker, har gjort indtryk og været med til at regeringen, sammen med sundheds myndigheder indskærpede og indskrænkede vores muligheder for at mødes uden- og indenfor.
Pressede ansatte
På sygehuse og plejehjem, er alvoren gået op for både ansatte og indlagte/beboere, og det påvirker selvfølgelig stemningen.
Den almindelige kontakt og kommunikation er ændret. De smittede og syge mødes og behandles på hospitaler af mennesker, der er gemt bag ”rumdragter”, med hatte, masker, visirer og handsker. Berøring begrænses til et minimum.
For kritisk syge på hospital – og dem har der heldigvis ikke været så mange af endnu, men nu stiger tallet, er det næsten ikke til at holde ud at tænke på. Der er næsten ingen pårørende, der kommer på hospitalet, heller ikke den sidste tid. Det er en helt anden måde af udføre sygepleje- og læge arbejde på, og den distance det giver, påvirker selvfølgelig alle. Hvis ikke nu, så når krisen er ovre. Nu er fokus er på behandlingen, og for læger og sygeplejersker, gælder det om at overleve den fysiske og psykiske arbejds belastning.
På plejehjem, hvor ældre, og måske demente ikke får besøg, og hvor fysisk kontakt kan være beroligende og naturlig – giver det også store udfordringer. Uro og stress hos de ældre pga en anden omgangsform og pleje, vil være en naturlig konsekvens.
Nogle forstår måske ikke, hvorfor der sker så store forandringer. Det er i selv angst provokerende.
Det er på alle måder en barsk og anderledes tid
De sundheds professionelle og mennesker ansat i plejesektoren, går en barsk og usikker tid i møde.
De arbejder i et system, der er effektiviseret, og hvor der mange steder er bemandinger, der ikke er luxuøse, hvilket en tidligere overenskomst- konflikt viste.
På nogle afdelinger, skulle der dengang indkaldes ekstra personale, for at opretholde nødbemandingen.
Denne gang tages andre metoder i brug.
De forskellige regioner, har lavet vikarlister, hvor man kan tilmelde sig, som pensionist og som studerende – læge og sygeplejestuderende.
Der er en stor interesse for at hjælpe og bidrage, og træde til, når presset bliver så stort, at der er behov for ekstra kræfter.
Det kræver lynhurtig organisering og -uddannelse.
Der brug for om rokering på alle afdelinger, så der kan skaffes den fornødne hjælp de næste uge.
Det udfordrer fagligheden og de standarder, som vi normalt arbejder efter.
NU er man nødt til at gå på kompromis med det ” vi plejer at gøre” og bliver akkrediteret efter.
Det siger sig selv, at hvis ny- oplærte skal fungere sammen med specialiserede sygeplejersker på akutte og intensive afdelinger, ja så fordrer det både overskud og tålmodighed – samtidig med stor travlhed og pres.
Det er en så anderledes situation at arbejde under, og det udfordrer de ansattes faglige og menneskelige ambitioner.
Det bliver helt nye arbejdsforhold og standarder at arbejde under, og det tester virkelig kommunikation, samarbejde, sammenhold og nytænkning.
Hvordan overlever de pressede ansatte – med compassion..
Det er essentielt i den ekstraordinære situation, hvor arbejdspresset bliver stort, at der tages hensyn til de ansattes udfordringer.
Hvis samarbejdet, sammenholdet og gejsten kan bibeholdes i den hårde tid, kan de ansatte og vi som samfund klare meget.
For de ansatte, giver det ekstra kræfter, at arbejdet er så meningsfuldt, og vigtigt for de syge, de smittede og os alle.
Alle er afhængige og påvirkede af, hvor længe og hvor alvorlig corona-krisen bliver.
Som i alle andre pressede situationer – og denne er som sagt ekstraordinær – er det alfa og omega, at der er plads og rummelighed til at de enkelte sundheds professionelle får mulighed for at handle med compassion, både i forhold til de personer, som de behandler og i forhold til kollegaer. Så der bliver plads til at have opmærksomhed på hinanden og at handle med et dybfølt ønske om at gøre en forskel.
Det vigtigste er, at hver enkelt person og sundhedsprofessionel, gør det samme i forhold til sig selv.
Tager ansvar, bruger tid og finder ro, også til sig selv, så den personlige energibeholdning ikke drænes helt.
Både for at kunne klare arbejdet – også efter corona krisen, og for at give de syge den bedste behandling.
Undersøgelser har vist, at det traumatiserede patienter husker mange år efter et ulykkestilfælde – er hvordan de blev set og modtog omsorg fra personalet, der behandlede dem.
Det er et meget vigtigt aspekt for alle. Det har aldrig været vigtigere.
