Det er en stor tilfredsstillelse og glæde at gøre en stor forskel for andre. At have faglige og akademiske ambitioner. Sætte aftryk nu og i fremtiden. Være med til at forbedre vores viden om sygdomme, skabe resultater og forske i nye behandlingsformer. At kunne hjælpe den enkelte patient.
Men bruger du også din store ansvarsfølelse og den omsorg du påtager dig i forhold til andre – bare lidt af det – på egenomsorg. Hvordan klarer du ansvaret for dig selv?
En kollega fortæller:
Jeg er en ildsjæl og hjælper de yngre kollegaer på vej frem i et system, som til tider er barskt og hårdt, og jeg brænder for at hjælpe – især de dårligste patienter, både i behandling og forskning.”
En del administrativt og andet arbejde, som jeg ikke når på arbejde, fordi jeg prioriterer det kliniske, laver jeg om aftenen og i weekender. Jeg vælger det arbejde først, der giver mening.
Jeg arbejder i nogle uger 80 timer. Det er hårdt, og jeg har svært ved at klare det.
Måske jeg skulle have en hund, så jeg forpligter mig til at gå en tur – det vil også være godt for mig selv.
Er selvomsorgen svær at finde?
At have fokus rettet på den forskel vi gør for andre giver mening og glæde. Men hvad sker der, hvis vi retter den samme opmærksomhed og omsorg mod os selv. Så at sige drejer okularet indad og ikke ud.
Gør det bare engang imellem. Især når du mærker, at du ikke får sat de grænser, der er nødvendige, hvis du vil undgå stress og udbrændthed.
Giv det en tanke: Hvad vil gevinsten være, hvis du også tager ansvar for dit eget liv. Hvis du føler en forpligtelse overfor dig selv. På samme måde som du tager lægeløftet alvorligt i forhold til dine patienter?
Smerten ved at mærke os selv
For nogle er det at tale om at tage ansvar for egen trivsel ubehageligt. Ja måske pinagtigt. Det kan gøre ondt.
Det gør ondt at mærke, at vi ikke under os selv plads blandt dem vi gerne vil gøre en forskel for.
Det er ikke egoistisk at gøre det. Vi skal kunne erkende og mærke, hvad der er det vigtigste i vores eget liv.
At tager ledelse i vores eget liv – ligeså autentisk og ambitiøst, som vi tager ansvar og ledelse for andre i deres sygdom og vej til helbredelse – er strengt nødvendigt.
Du har selv løsningen på at sætte grænser og vende okularet imod dig selv. Så du kan blive ved med at udrette det du brænder for – i forhold til de yngre kollegaer, patienter og dine nærmeste.
Det er have opmærksomhed og fokus rettet på det vigtigste i dit eget liv er faktisk meget enkelt – selv om det måske er helt nyt for dig.
