Tidl. Overlæge og praktiserende speciallæge i øre-næse-halssygdomme. I dag ejer af Grethe Harbo, Lægens Stol.
Lægelivet er spændende, udfordrende og meningsfuldt. Mange af os ville gøre det om, hvis vi fik muligheden for at vælge erhverv igen. I dagspressen ser vi imidlertid ofte overskrifter om, at flere og flere læger bliver pressede og udbrændte, og at udbrændte læger giver dårligere behandling (ref. 1). Det må vi nødvendigvis tage alvorligt. Både af hensyn til patienten, lægen og dennes omgivelser.
Der er rigeligt med dokumentation for problemets omfang. Det viser blandt andet undersøgelser af arbejdsmiljøet for både praktiserende læger fra 2016 (ref. 2) og overlægeforeningens undersøgelse om arbejdsvilkår i 2017 (ref. 3).
De fleste læger klarer det heldigvis, men måske ikke på en måde, de har faglige ambitioner og menneskelige intentioner om, eller som de drømte om, da de var yngre og valgte lægegerningen.
I UFL 4/2019 er der interviews med to overlæger, der har fået nok og har sagt fra – hver på sin måde. Det giver stof til eftertanke: For hvor går grænsen? Skal vi kunne klare alt?
Interviewet med 32-årige Lene Langhoff Clausen, overlæge i karkirurgi, der ”trækker i nødbremsen”, gjorde et stort indtryk på mig. Hun standser op, besinder sig og tænker: Er det her, hvad jeg drømte om og har knoklet for? Hun tager sit læge-liv og sit eget liv alvorligt, forlader et højt estimeret job og starter på en frisk.
Held og lykke med det og stor respekt. Det eneste vi mennesker fortryder er nemlig det, vi ikke gør.
Hun formulerer det således: ”Hvis jeg kunne skrælle alt den her udtrætning væk og bare skulle passe mit arbejde under gode omstændigheder i et trygt arbejdsmiljø med en rimelig arbejdsbelastning, ville jeg arbejde som karkirurg de næste 30 år ”.
Hun forlader ikke afdelingen alene men sammen med to andre speciallæger.
I samme nummer af Ugeskriftet er der en artikel om en anden kollega, Jakob Trier, værdsat klinikchef på 20. år, der forlader sin stilling på Rigshospitalet, fordi han ikke længere kan tage ansvaret for patientsikkerheden, der pga. besparelser er blevet forringet år for år.
Han opfordrer andre læger til at sige tingene ligeud og til at ”kæmpe for genopretning af sundhedsvæsenet og for at få prioriteringsdiskussionen i gang”.
Kort efter skriver 43 klinikchefer på Rigshospitalet et opråb om at ”besparelser destabiliserer sundhedsvæsnet ”.
Små Tarzaner
Som læger er vi uddannet til fagligt, professionelt og personligt at påtage os ansvaret for de kliniske arbejdsopgaver, der måtte være på arbejdet, i vagten – og hvad der administrativt pålægges os. Det er ikke så lidt endda. Og der bliver flere og flere opgaver.
Vi møder nemlig flere og flere komplekse problemstillinger, både fra patienterne og i sundhedssystemet. Jeg nævner i flæng: Forventninger om kort ventetid, generaliseret og specialiseret information til patienten, større krav om information, samtykke til behandlingsmuligheder, større forventninger fra patienterne om bedste behandling, second-opinions, hurtig udredning og behandling, udlægning og omlægning af opgavefunktioner, samarbejde på tværs af sektorer i social- og sundhedssektoren, undervisningsforpligtelse, efteruddannelse, udfordringer med IT og Sundhedsplatform, administration, personaleledelse osv.
Uanset hvor vi er placeret i sundhedsvæsnet, pålægges vi flere administrative opgaver. Alle sektorer mærker besparelser, krav om effektiviseringer og krav om relevante og irrelevante registreringer. Det er noget, vi har fælles, selv om det udmønter sig forskelligt afhængig af charge, speciale og arbejdssted.
Faglig og personlig erfaring, uddannelse og lægekunst levnes der til gengæld ikke rigtig plads til. Råderum og frihed til at vælge den personlige, bedste behandling er der ikke store muligheder for, og det honoreres ikke. Jo, måske nok af patienterne, men ikke af dem, der måler og vejer vores aktiviteter.
Vi kan bære meget på vores skuldre, vi er som læger arbejdsomme, ambitiøse, engagerede, loyale, samvittighedsfulde og ansvarsfulde. Vi har fokus på patient og behandling. Personligt optræder vi indimellem som om, vi var små Tarzaner. Men de råd vi giver vores patienter om forebyggelse og god livsstil, lever vi ofte ikke selv op til. Sygdom og sårbarhed rammer jo altid ’de andre’. Det kan være svært og måske skamfuldt at indrømme, at kravene er blevet for store, og som regel sejrer stoltheden, og vi arbejder videre.
Ren overlevelse
Vi arbejder i et sundhedssystem, der levner mindre og mindre plads til, at læger også kan være hele mennesker i deres arbejds- og privatliv. Det er et vigtigt aspekt at have opmærksomhed på. For hvis vi som læger bliver kompromitterede personligt og fagligt og mister arbejdsglæden og engagementet, vil det få ubehagelige konsekvenser for patientbehandlingen.
Indenfor flere sektorer er der mangel på læger, hvilket giver en øget arbejdsmængde. Presset i arbejdslivet smitter af på vores privatliv og omvendt, det erfarer de fleste af os før eller senere – også jeg.
Vi bruger mere og mere tid på registreringer og administrative opgaver og mindre og mindre tid på patienterne.
Angst og bekymring for klagesager og deraf følgende risiko for at blive hængt ud i den offentlige gabestok ligger i baghovedet på rigtig mange læger. Dertil kommer bekymringen for, om vi mon er beskyttet retsligt, hvis vi prioriterer at behandle patienten, før vi registrerer?
Supersygehuse og hovsa-udgifter, betyder strukturændringer og besparelser, dvs. fyringer. Det påvirker arbejdsmiljøet, så det bliver utrygt. Fokus bliver flyttet fra optimal kommunikation, behandling og ’best practice’ til ren overlevelse. Flere og flere får førtidspension, halvdelen af psykiske årsager som angst, belastning, depression. Faktisk har læger og sygeplejersker højere selvmordsrisiko end mange andre faggrupper. (REF V)
Vi kender formentlig alle en kollega eller flere, der har valgt denne ultimative løsning. Men beder vi om hjælp? Ikke så ofte. Nogle gange for sent, tror jeg. Der findes faktisk tilgængelig hjælp i netværk til læger, der har behov for hjælp – men bruger vi den mulighed?
Parker stoltheden
Mange læger accepterer forholdene alt for længe, før vi reagerer på belastende og urimelige arbejdsforhold. Reaktionen kan være at skifte karriere, som omtalte karkirurgiske overlæge, eller at fratræde som klinikchef Jakob Trier Møller gjorde.
Nogle sadler om. Andre påtager sig en beskyttende skal som overlevelsesstrategi og fjerner sig umiskendeligt fra den optimistiske, unge læge, de måske var engang. De fjerner sig fra det, de brændte for, arbejdede for og kæmpede for.
Som overlæge Lene L. Clausen siger: ”Det er ikke et svaghedstegn at vise sårbarhed. Hvis vi kirurger eller læger under pres formåede at italesætte den sårbarhed, der følger med og gøre den til en styrke, ville vi gøre os selv og patienterne en tjeneste. For jeg tror ikke, at patienten er ked af at have en følsom eller nærværende læge.”
Dette vigtige budskab kommer fra en læge, der, som hun selv udtrykker det ”aldrig har haft en barsel eller et barns sygedag og har passet sit arbejde til perfektion”.
Mange læger mærker ikke deres sårbarhed i hverdagen. Vi er stærke og er ikke meget for at tale om vores udfordringer i det åbne rum. Vi er bange for at tabe ansigt.
Hvis vi ville parkere vores stolthed, og vedkende os vores udfordringer i lukkede lære-rum, var vi et væsentligt skridt videre, tror jeg.
Hvad drømmer vi om?
Vi vil have anstændige arbejdsforhold: Tid til pauser og til at standse op i løbet af arbejdsdagen. Tid til at besinde os, tænke os om og undgå fejl. Tid til måltider og toiletbesøg. Hvilke andre erhvervsgrupper accepterer de forhold, vi arbejder under?
Vi drømmer om rum til at holde fokus på kerneydelsen, patienten og den optimale faglige og personlige behandling. Alle – både patienterne, os selv og samfundet – er bedst tjent med, at vi oplever meningsfuldhed og tilfredshed i arbejdet, så vi kan trives med det i mange år.
Små ændringer kan ofte gøre en stor forskel. Hvis vi selv kunne få indflydelse på vores arbejdsdag og komme frem til en værdsættende og anerkendende kultur på arbejdspladsen, ville meget være nået.
Vi drømmer om mulighed for at være nærværende overfor alle dagens patienter og dem, vi arbejder sammen med. Vi vil gerne arbejde for, at vi behandler hinanden med respekt, både kolleger fra samme og fra andre afdelinger. Og imellem sektorer, hvor vi tænker bredt og ikke bliver ’hjemme-blinde’ og kun ser alt ud fra vores eget speciale og udgangspunkt. Som læger og mennesker har vi nemlig meget mere til fælles, end det der skiller os ad.
I det før omtale nummer af Ugeskriftet (s 366) er der også en vigtig kommentar af uddannelsesansvarlig overlæge på anæstesiafdelingen i Svendborg, Joachim Hoffmann-Petersen under overskriften ”Hvordan pokker passer vi på os selv og hinanden”. Han regner på at unge læger kan forvente at skulle arbejde 44 år som læger. Hvis arbejdspresset ikke ændres og måske tilmed øges, er det uhyggelige perspektiver.
Vi har som læger været igennem et langt udskillelsesløb i studietiden og har skullet klare os i meriteringen på vej fremad. Vi er godt rustede til at overleve i et presset system, men der må være grænser.
Hvis vi ikke indser og indrømmer overfor os selv, at vi har ret til gode og lange arbejdsliv, hvor vi har overskud til at dyrke det, der er vigtigt for den enkelte, både fagligt og kreativt, så vi med overskud kan være dygtige og gode behandlere, så er jeg bange for, at vi ødelægger både os selv og sundhedsvæsnet. Der er brug for hele og stærke læger.
PS: Tak for artikler i Ugeskriftet, der gør indtryk og giver stof til eftertanke. Det er det bedste afsæt for handling. Både for den enkelte læge og for sundhedsvæsnet.
*
Referencer:
- ”Well-being in general pracitioners and quality in healthcare” Ph.D afhandling, Karen Busk Nørøxe, maj 2019.
- Alment praktiserende lægers psykiske arbejdsmiljø og jobtilfredhed 2016, Anette Fischer Pedersen, Karen Busk Nørøxe, Flemming Bro og Peter Vedsted, Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet.
- Overlægers arbejdsvilkår, En spørgeskemaundersøgelse blandt overlægeforeningens medlemmer, 2017. Overlægeforeningen.
