At vågne badet i sved og med hjertebanken
På mit arbejde var en operation gået galt.
Politiet hentede mig i håndjern.
– jeg havde slået en kvinde ihjel!
Det drømte jeg – og det var et mareridt.
Da jeg får “øjne” tænker jeg : Jeg holder som læge. Hvordan skal jeg komme videre herfra- som læge. Og som menneske. Det er ubærligt.
Realiteten er, at jeg som læge opererer en kvinde, hvor der støder en komplikation til, som hun havde 50 % risiko for at dø af.
Det er en operation jeg har udført mange gange før, men denne gang ikke som det “plejer”.
Det pres og ansvar tog jeg så stærkt på mine skuldre, at det fulgte med mig hjem.
Jeg kan ikke komme hurtigt nok på arbejde næste morgen og høre, hvordan hun havde det.
Om hun vil overleve.
Noget andet i mig, vil hellere at jeg gemmer mig… og løber langt væk.
Det ligger så ikke til mig – og er nok noget, jeg har med mig fra min barndom.
At lære, at jeg skal stå til ansvar, for det jeg laver – godt og skidt. Heldigt og uheldigt.
Fra dygtig til fiasko – på en dag..
At møde glad på arbejde igår – og ikke vide hvad dagen vil bringe. Det er der noget både fagligt udfordrende og personligt tiltrækkende ved.
Det modsatte af rutinearbejde. Bare ikke lige den dag, da ønsker jeg mig et rutinearbejde, for jeg føler jeg er en fiasko.
At der pludselig kan opstå noget uventet og alvorligt er vores vilkår, som læger.
Det skal vi klare – desto ældre vi er, desto mere skal vi kunne klare – og nogle gange alene.
Det er vigtigt at vi kan klare det. Det kræves, og det er vi uddannet til.
Hvordan bliver vi bedre til at tackle komplikationer og fejl?
Hvordan kan vi bedst forberede os til det helt uventede, som sker en arbejdsdag?
For det kan vi godt forberede os på .
Og det kan vi som kollegaer forberede os på…
Så vi udviser compassion – og både viser omsorg for de andres – patienters lidelse, men også gør plads til vores egen eller kollegaens.
Og handler derefter-
Hver dag talte jeg med patienten og hendes mand. Jeg fik stor støtte og opbakning fra min daværende leder.
Patienten overlevede operationen, og familien var taknemlig for den behandling de fik på afdelingen.
De talte aldrig om at klage.
De gav chokolade til hele afdelingen, og operatøren fik en stor æske.
Det er ikke bare min historie. Der findes data og undersøgelser der viser, at når vi som læger og andre sundhedsprofessionelle viser omsorg for patienten – og “bliver” ved deres side, så de ikke føler sig alene i deres smerter, angst eller andre udfordringer, så ender det sjældent i klager.
Compassion kan læres…
Det tager ikke længere tid. Det kræver, at vi er nysgerrige på, åbne overfor og har en opmærksomhed på. hvordan vi kan gøre sundhedsvæsnet bedre – for både patienter og læger.
Det gavner alle.
