Hverdagens helte – nu er det tydeligere – og nu mærkes det.

 

Danmark er på én gang gået i stå – og kommet i helt nye omdrejninger.

Mange er blevet sendt hjem og opfordret til at passe arbejdet så godt det nu er muligt – samtidig med at børn skal passes.

Vi skal vise ansvar og omsorg – ved at holde os på afstand af hinanden.

Jer, der arbejder i sundhedssektoren, og har læst og hørt om pandemier, men aldrig har oplevet det – er nu helt tæt på.

Midt i det.  Der er brug for jer, som aldrig før.

Måske bliver ferier og fridage inddraget.  Der bliver brug for ældre og unge der ikke er i arbejde nu, og mange har meldt sig klar, når der nok indenfor et par uger, bliver rigtig brug for ekstra indsats.

 

Der er brug for først og fremmest jer, der arbejder på intensive og akutte afsnit, og indenfor anæstesien. Andre afsnit, ja næsten alle afdelinger bliver påvirket, og om-organiseret, så flest mulige kræfter bliver sat ind på én opgave.

At sikre behandling, så færrest svært syge dør af corona  virus sygdom, og at I sikres beskyttelse,  så behandlere ikke bliver syge.

Hvis I ikke har været klar over at I gør en stor forskel hver dag – så ved og mærker I det nu.

 

Kerneopgaven i fokus – ikke plads til moralsk stress

Måske tænker eller føler du, at den indsats du gør, ikke altid bliver påskønnet.  Heller ikke den ekstra-indsats, du gør indimellem.

Jo nok af patienten og de pårørende, men ikke i den store offentlighed og i dagspressen.

Kerneopgaven, det at passe, pleje og behandle – som vi brænder for at udføre så godt som muligt, drukner indimellem i krav og regler, dokumentation mv.

I arbejde, som opleves som menings- og værdiløst, og som kan dræne for energi.

Det er én af grundene til det vi kalder moralsk stress.

At der tages tid fra kerneopgaven, det vi er uddannet til, og til administrative opgaver, som andre (der måske er sparet væk) lige så godt kunne klare.

 

Ildsjæle – sammen er vi stærkest

I den aktuelle krise-tilstand, virker det som om det har givet ildsjæle energi… For nu kan der virkelig gøres en forskel.

Hvis vi alle trækker på samme hammel. Gør vores bedste og samarbejder.

På tværs af fagskel, specialer – og mellem praksissektor og hospitalssektor.

I ikke krise-tider – er det ikke altid der er den største forståelse for kollegaer, der arbejder et andet sted i vores sundhedssystem.

Som overlæge på en hospitalsafdeling, hvor man udfører behandlinger på specialiserede visiterede patienter- ”ved meget om lidt”  (specialisten) er virkeligheden jo en helt anden, end hos de praktiserende

speciallæger i almen praksis, der møder ”ved lidt om meget” (generalisten) – og derfor har en væsentlig gatekeeper funktion.

I den aktuelle situation er det  – hvis det skal lykkes,  af allerstørste betydning af systemerne ”spiller sammen” –

I lukkede facebook grupper – og ved samtaler med kollegaer både i praksis og hospitals væsen, har jeg hørt, at det fungerer godt i den nuværende nye situation.
Og at alle – på trods af de helt nye opgaver der er i almen praksis, hvor almindelige konsultationer bl.a erstattes af telefon – og nu også videokonsultationer (der er mange der er i gang med opkøb af udstyr til videokonsultationer) – er indstillet på at løse opgaven i samarbejde med hospitals afdelinger.  Uden at lade sig begrænse af de udfordringer, der er nu i den almindelig drift i praksis (personalemæssigt, økonomisk mv).

Jeg citerer (efter aftale) overlæge Mette Lykke Norgaard, der i lukket FB læge grupper skriver.

Som speciallæge på hospital må jeg sige jeg indtil nu (måske stilhed før stormen) er meget imponeret over kollegaer fra almen praksis,som efter min mening i den grad er fantastiske gate-keepere. Ved ved alle hvor svær klinisk vurdering er gennem telefonisk kontakt.

Jeg kan jo kun tale for mig selv, men ser nærmest kun patienter som klart  er indlæggelses krævende og taler dagligt med gode kollegaer fra primær sektor, som lige vil støtte i/have et råd med på vejen omkring en patient, så indlæggelse kan undgås.
Personligt mærker jeg tydeligt sammenholdet i denne helt særlige periode i vores lægeliv.

Jeg er faktisk helt stolt af vores stand.

Tak for jer og så dejligt at mærke vi alle arbejder hårdt på at gøre plads på hospitalerne til at passe de rigtigt syge!”

 

Hvis det lykkes for os sammen at løfte denne store opgave, giver det håb om vi kan bruge de stærke faglige erfaringer videre.

Og et optimistisk håb om at vi igen kan få fokus på det vi kan opnå fagligt, når vi arbejder sammen, og får plads og rum til at koncentrere os om det vi brænder for.

Så tror jeg vi nedsætter både moralsk stress og den kroniske stress.