Et menneske eller en arbejdsopgave?
Når det ikke er et menneske, der skal hjælpes, men en arbejdsopgave der skal løses – måske helst hurtigt – så bliver plejende arbejde til fabriksarbejde. Som at arbejde med ting og ikke med mennesker.
Folk der arbejder med pleje og behandling af andre mennesker – uanset det er sygeplejerske, SoSU assistent eller -hjælper – skal have støtte fra ledere, kolleger, pårørende, familie. Både i din dagligdagen og i arbejdslivet i form af efter- og videreuddannelse. Ellers er det svært at bevare det engagement plejeren havde, da faget blev valgt.
Langt de fleste der vælger at arbejde blandt ældre på plejehjem ønsker at gøre en forskel for deres medmennesker. Og de brænder for det.
De mest idealistiske risikerer desværre at brænde ud. Det kræver meget – at have et arbejde, så tæt og fortroligt på et ældre og svækket menneske, der måske også er dement. Det fordrer overskud og balance. Det kræver en engels tålmodighed, en høj faglighed og etik – hver dag, et langt arbejdsliv.
Det må være en del af uddannelsen – at få det humanistiske aspekt ind som en væsentlig del af tilgangen til faget og den person, der skal hjælpes. Det er ikke for alle – men for DE, der vælger faget TIL, fordi de vil gøre en forskel.
Men plejeren skal bruge lige så meget energi på sig selv, som på den anden.
Det vil sige have meget fokus på sig selv og hele ens væremåde. Fremtoning, talemåde, tonefald, brug af kropssprog, indlevelse, empati og compassion.
Compassion er
- fokuseret opmærksomhed på den andens lidelse og behov, og
- et dybfølt ønske om at hjælpe – altså handle, så lidelse mindskes eller forsvinder, hvis muligt.
Det kræver viden, selv-indsigt, uddannelse, støtte fra ledelse, og et sted at sparre med kollegaer eller professionelle, når de ansatte bliver udfordret i en grad, så det kan knibe med at bevare professionalismen og humanismen.
Arbejdet er til tider presset og stresset, og vi har alle grænser for, hvor meget vi kan magte. Det er derfor vigtigt at ansatte plejer deres egen-omsorg, så de bliver i stand til at “levere varen” – med nærvær og omsorg.
At være og blive behandlet som et helt menneske
Ansatte skal behandles af ledere som hele menneske og med respekt. De skal ses af de pårørende som hele mennesker. Den påskønnelse gør det nemmere og naturligt for ansatte at behandle de ældre som hele mennesker. Med hver deres livshistorie, erfaringer og værdier i bagagen.
Hvis ansattes vilkår forringes, og der ikke er respekt omkring det at pleje og passe ældre medborgere og familiemedlemmer, er det med til at gøre arbejdet til et almindeligt lønarbejde – altså som et arbejde på fabrik.
Langt de fleste vælger et arbejde i ældre sektoren, fordi de ønsker at have med mennesker at gøre, og ønsker at bringe “sig selv i spil” og gøre en forskel.
Når nye starter i ældreplejen…
Læg mærke til, hvordan de nye og unge, der vælger arbejdet TIL, møder op på arbejdspladsen, med deres tilgang til de ældre og deres arbejde. De er kanariefugle – dem, der først bemærker, at der mangler ilt og er dårlig trivsel på arbejdspladsen.
Nyansatte er ikke farvet af en speciel “institutions”-kultur som kan være tryg, inkluderende og åben – eller forstokket, afstumpet og kold. Det vi kan kalde forråelse på arbejdspladsen.
De fleste vil efter et stykke tid rette sig ind efter selv en dårlig kultur. Hvis de ikke er meget stærke, og har værdier og etik til at holde fast i det de finder vigtigst. Måske de vil finde et andet arbejdssted.
Kulturbærerne på arbejdspladsen, dvs. rollemodeller, er vigtige i forhold til at definere, hvordan man taler om sit arbejde og de ældre. Det er dem de nyansatte lærer af og ser op til, og de er igen med til at skabe en bestemt omgangsform.
Er det travlhed og det trivielle, det utilfredsstillende, der tales om – eller om der er plads og rum til de ældre, til humor, ro og tid, så de ældre føler sig så trygge som muligt? Så der tales til de ældre og kollegaerne, og ikke om de ældre og kollegaerne.
Vi er alle påvirkelige af ledere og kollegaer – og af kulturen på arbejdspladsen. Det er altid godt at lytte og høre hvilke spørgsmål de nye har.
Der er altid risiko for at uheldige og usunde kulturer kan vokse frem og dominere en arbejdsplads. De ældre ansatte og lederne, har her et stort ansvar.
De der vælger at arbejde i ældreplejen brænder for at gøre en forskel
De mest idealistiske, ildsjælene, der brænder for deres arbejde, er i størst risiko for at blive stressede og måske udbrændte.
De påtager sig, med deres omsorg og ansvarlighed at “lukke de huller”, som andre, knap så ansvarsfulde efterlader sig.
Det er vigtigt at der er fokus på den mentale trivsel på arbejdspladsen, så der er et trygt og anerkendende miljø. Herved undgås både stor udskiftning og sygefravær.
Hvis de økonomiske forhold på institutionen er sådan, at der spares på den menneskelige ressource, og især den faglærte, er ildsjælene i farezonen.
Det kan også være at der er decideret mangel på faglært personale, som presser alle, og især de ansvarsfulde.
De vil have en tendens til at løbe stærkere og stærkere, og kompensere for de mangler der er, ved at øge deres arbejdsindsats. Det kan ingen holde til i længden. Og der er en risiko for, at de bedste og mest omsorgsfulde er dem, der først må kast “håndklædet i ringen” – og det forringer forholdene for de ældre.
Risikoen for stress og udbrændthed
Sygemeldinger og stress er et stigende problem, ikke mindst i social- og sundhedssektoren.
Det udfordrer økonomien, og det virker tilbage på arbejdsforholdene. Det er nogle steder svært at få arbejdskraft som erstatning for de sygemeldte, og da ufaglærte er billigere, ansættes de i stedet for faglærte. Det lægger et større fagligt ansvar på de, der er uddannede.
Hvis der ansættes mange vikarer, eller der er ældre med specielle behov – belaster det økonomien på det enkelte center. Det kan kompenseres – hvilket vil sige besparelser. Altså færre hænder til det samme arbejde. Hvis det står på i en længere periode, presser det arbejdsmiljøet og øger risiko for sygemeldinger og stress.
Kulturen på en arbejdsplads hvor medarbejderne er stressede – måske på vej til udbrændthed – sætter selvfølgelig aftryk. Både i det kollegiale sammenhold og i det overskud der er til pleje af de ældre.
Det er forhold der forstærker hinanden på en negativ måde.
Stress rammer også lederne
Lederne der har økonomisk ansvar har god grund til søvnløse nætter. De har en næsten umulig opgave med at få enderne til at nå sammen, og skabe et godt og anerkendende miljø på deres arbejdsplads.
Meget kritik falder tilbage på dem, uanset det er fair eller ej.
Lederne er også i risiko for stress og udbrændthed.
Når personalet bliver presset af arbejdsforholdene og af kritik fra de pårørende, pressen, TV-udsendelser mv – rammer det i ligeså høj grad lederne. Nogle af forholdene har de ansvar for. De økonomiske forhold er de underlagt, og dem kan de ikke ændre. Det er nogle steder, en vigtig del af problemerne. Men det forklarer ikke alle problemer.
Overlevelsesstrategier – de gode og de dårlige
I et presset og måske udsultet system reagerer de ansatte forskelligt. Nogle fokuserer på egen overlevelse, og distancerer sig til de ældre medborgere, som de er sat til at pleje og passe i deres sidste leveår.
Det giver de-personalisering, hvor følelser holdes ud og hvor der ikke er noget engagement. SÅ er stress blevet til udbrændthed- vejen til forråelse.
Hvis fokus er på egen overlevelse, og at tjene sin løn, ikke at engagere sig og give en varm og professionel pleje – så går det som vi har set i TV2s dokumentar fra to plejehjem, og som det også foregår andre steder.
Hvis man tager arbejdet alvorligt, og behandler de ældre menneskeligt og værdigt, som om de er i eget hjem. Behandler dem, som var det ens egne forældre, … så kræver det et mindset, hvor man fra ledelserne tør at tage snakken om hvilke værdier der skal arbejdes udfra.
Det fordrer at der er “arbejdsro” til at arbejde under faste rammer, hvor økonomien ikke tvinger til zigzag kurs og hurtige nødløsninger.
Det skal politikerne være med til at prioritere og italesætte. De ældre er en svag gruppe, som ikke selv kan kæmpe for værdige forhold.
Fokus på compassion er løsningen – på alle niveauer
Udbrændthed har store omkostninger for alle. De ældre på plejehjem, de ældre i eget hjem, de pårørende – og de ansatte. Samfundsmæssigt betyder det også store økonomiske omkostninger- udover de menneskelige i form af kynisme og følelseskulde.
Det giver frustration og utilfredshed hos de ansatte og deres familier, tilbagetrækning, de mister motivationen for at ændre på forholdene, det kan give lavt selvværd, og angst og depression kan udvikles.
Der findes data på, at et effektfuldt virkemiddel imod udbrændthed er compassion.
Hvis vi prioriterer vores egen energibeholdning og udviser selvomsorg, er vi i langt mindre risiko for at blive udbrændte. Behandlere med compassion bliver ikke udbrændte.
Det er meget vigtigt at arbejde for løsninger, i stedet for at pege fingre og finde syndebukke. Holdbare løsninger, så “sager” om Else og Niels ikke glemmes, indtil en ny sag dukker op.
Ledere, politikere, pårørende, ansatte skal have fokus på, at den menneskelige ressource i ældreplejen er en vigtigste og den skal vi værdsætte og pleje, for så får vi en ordentlig ældrepleje. Ikke før..
Hver enkelt har et ansvar, men den bærende kultur skal være værdier, der sætter mennesket i centrum .
